Vedtægter for Beboerforeningen Færgelejet






§ 1 – Foreningens navn og hjemsted

Stk. 1: Foreningens navn er Beboerforeningen Færgelejet.

Stk. 2: Foreningens hjemsted er AB Holmegaardens seniorbofællesskab Færgelejet, Toldbodgade 42, 44, 46, 5800 Nyborg.

Stk. 3: Foreningens adresse, telefonnummer og e-mailadresse følger den til enhver tid siddende formands kontaktoplysninger.


§ 2 – Medlemsforhold

Stk. 1: Alle lejere i Seniorbofælles­skabet Færgelejet er medlemmer af beboerforeningen.

Stk. 2: Beboerforeningens medlemmer betaler ikke kontingent.


§ 3 – Foreningens formål

Stk. 1: Beboerforeningens formål er jf. bofællesskabets værdigrundlag at varetage fællesskabets interesser i en fortsat gensidig og positiv udviklingsproces af bofællesskabet – også som en mulig aktiv del af lokalsamfundet.

a. Foreningen er således det forum, hvor arbejdsgruppernes aktiviteter, nye ønsker og initiativer samt økonomiske prioriteringer kan tages op til drøftelse og eventuel beslutning på beboermøder og på beboerforeningens generalforsamling.

b. Foreningen kan tage initiativer til at inddrage det omgivende lokalsamfund i fælles projekter.

c. Foreningen kan søge økonomisk støtte gennem Nyborg Kommune og private fonde til realisering af foreningens formål.


§ 4 – Generalforsamlingen

Stk. 1: Generalforsamlingen er beboerforeningens øverste myndighed.

Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned.

Stk. 3: Alle medlemmer er mødeberettigede på generalforsamlingen.

Stk. 4: Stemmeret på generalforsamlingen har beboerforeningens medlemmer, og medlemmernes stemmer vægtes lige – hvert medlem har én stemme. Der kan ikke stemmes via fuldmagt.

Stk. 4: Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindeligt flertal blandt de fremmødte medlemmer. Dog gælder særlige regler i forbindelse med vedtagelse af vedtægtsændringer (se § 11) og ved opløsning af foreningen (se § 12).

Stk. 5: Såfremt ét medlem af beboerforeningen kræver det, skal afstemninger foretages skriftligt.


§ 5 – Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Stk. 1: Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 4 ugers varsel. Med indkaldelsen skal følge en dagsorden for generalforsamlingen (jf. § 5, Stk. 3) samt revideret årsregnskab godkendt af bilagskontrollanter/revisorer og beboerbestyrelse (jf. § 9, Stk. 4).

Stk. 2: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse – og meldes ud til mellemmerne i en ajourført dagsorden senest 1 uge før generalforsamlingen – via mail og på Færgelejets interne hjemmeside.

Stk. 3: Dagsorden for ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af:

a. dirigent (beboerbestyrelsens medlemmer er ikke valgbare),

b. referent

c. 2 stemmetællere

2. Beboerbestyrelsens/formandens beretning

3. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab

4. Forelæggelse af det kommende års fokuspunkter

5. Drøftelse og eventuelt vedtagelse af indkomne forslag

6. Valg til beboerbestyrelsen (jf. § 7, Stk. 1a og b)

7. Valg af bilagskontrollant/revisor (se § 7, Stk. 1a og b)

8. Valg af 1 suppleant til beboerbestyrelsen

9. Valg af 1 suppleant for bilagskontrollanter/revisorer

10. Evt. nedsættelse af udvalg/arbejdsgrupper

11. Eventuelt


§ 6 – Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af beboerbestyrelsen, eller hvis mindst 1/4 af foreningens medlemmer ønsker det. Indkaldelse skal ske med mindst 2 og højst 4 ugers varsel og skal indeholde en motiveret dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling.


§ 7 – Beboerbestyrelsen, foreningens daglige ledelse

Stk. 1: Beboerforeningens daglige ledelse varetages af beboerbestyrelsens 5 medlemmer, valgt på generalforsamlingen for 2 år ad gangen; formand og kasserer vælges direkte:

a. I lige år er formanden og 1 beboerbestyrelsesmedlem samt den ene bilagskontrollant/revisor på valg

b. I ulige år er kassereren og 2 beboerbestyrelsesmedlemmer samt den anden bilagskontrollant/­revisor på valg

c. Hvert år vælges 1 suppleant for henholdsvis beboerbestyrelsen og 1 for bilagskontrollanter/­revisorer

Stk. 2: Efter den årlige generalforsamling konstituerer beboerbestyrelsen sig med næstformand senest 14 dage efter valget – og melder konstitueringen ud til medlemmerne.

Stk. 3: Beboerbestyrelsen leder beboerforeningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og beslutninger truffet på beboermøder og generalforsamling.

Stk. 4: Beboerbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5: Formanden – eller i dennes fravær næstformanden – indkalder til og leder beboerbestyrelses­møderne.

Stk. 6: Beboerbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

Stk. 7: Beboerbestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme afgørende.

Stk. 8: Der føres beslutningsreferat over beboerbestyrelsesmøderne, som underskrives af mødelederen og referenten.

Stk. 9: Al skriftlig kommunikation fra bestyrelsen – dagsordner, bilag, referater m.m. – sendes ud til samtlige medlemmer med mail og offentliggøres samtidig på Færgelejets interne hjemmeside.


§ 8 – Beboermøder

Stk. 1: Beboerbestyrelsen indkalder til og afholder 5 ordinære beboermøder om året. Der udsendes en årsplan med dato for mødernes afholdelse.

Stk. 2: Forslag til beboermøderne fremsendes skriftligt til formanden senest 14 dage før mødet. Beboermødets dagsorden, der udsendes 1 uge før mødet til medlemmerne, skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Opfølgning fra seneste beboermøde

2) Information om regnskab

3) Indkomne forslag til drøftelse og eventuel beslutning

4) Orientering

a) Fra beboerforeningens formand

b) Fra afdelingsbestyrelsen

5) Eventuelt

Ved afstemninger har hvert medlem én stemme. Der kan ikke stemmes via fuldmagt.

Stk. 3: Referat fra møderne sendes ud til alle medlemmer senest 14 dage efter møderne.

Stk. 4: Såfremt beboerbestyrelsen finder det nødvendigt, kan der indkaldes til ekstra beboermøder. Dette kan også ske, hvis mindst 1/4 af medlemmerne ønsker et ekstra beboermøde. Mødet skal indkaldes af beboerbestyrelsen med 14 dages varsel og være forsynet med dagsorden.


§ 9 – Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1: Beboerbestyrelsen administrerer beboerforeningens indtægter fra beboeraktiviteter i overensstemmelse med beboermødernes beslutninger. Herudover kan beboerforeningen også søge Nyborg Kommune og private fonde om midler, der kan fremme en realisering af foreningens formål.

Stk. 2: Beboerbestyrelsen har mandat til at iværksætte mindre driftsopgaver uden forhåndsgodkendelse op til en grænse på 2.000 kr.

Stk. 3: Beboerforeningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 4: Beboerforeningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.

Stk. 5: Regnskabet skal 6 uger før den ordinære generalforsamling være revideret af de 2 valgte bilagskontrollanter/revisorer samt være godkendt af beboerbestyrelsen.

Stk. 6: Kassereren betaler de af beboermødet godkendte udgifter – og fører regnskab over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomi altid kan aflæses. Kassereren udarbejder beboerforeningens årsregnskab.


§ 10 – Tegningsregler

Stk. 1: Beboerforeningen tegnes af formanden og kassereren i forening.

Stk. 2: Kassereren tildeles eneprokura til foreningens bankkonto.


§ 11 – Vedtægtsændringer

Stk. 1: Ændring af nærværende vedtægt kræver vedtagelse på generalforsamling med 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.


§ 12 – Opløsning af foreningen

Stk. 1: Beboerforeningen kan kun opløses på en generalforsamling, som er indkaldt med dette formål for øje.

Stk. 2: Opløsning af beboerforeningen kræver vedtagelse med 2/3 af samtlige medlemmers stemmer. Opnås denne majoritet ikke, er beboerbestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 3: Ved opløsningen af beboerforeningen overgår eventuelt overskud, der stammer fra internt opsparede midler i bofællesskabet, til AB Holmegaardens Afdeling 44, mens eventuelt overskud, der stammer fra eksterne fondsmidler, overgår til Kræftens Bekæmpelse.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 22. oktober 2019