Godkendt 25. november 2025
§ 1: Udgangspunkt
a. Seniorbofællesskabet Færgelejet udgør Afdeling 44 under boligorganisationen AB Holmegaarden, Nyborg.
Seniorbofællesskabet består af 39 lejligheder fordelt på følgende lejlighedstyper:
10 små lejligheder på 84 m2 (bruttoareal)
19 mellemstore lejligheder på 102 m2 (bruttoareal)
10 store lejligheder på 115 m2 (bruttoareal)
b. De små lejligheder (84 m2) er forbeholdt enlige. De mellemstore (102 m2) og de store lejligheder (115 m2) er forbeholdt ægtepar/samlevende.
c. Enliges mulighed for tildeling af lejligheder på 102 m2 og derover kan kun finde sted, når ventelisten er udtømt – såvel internt som eksternt – i forhold til ægtepar/samlevende.
d. Pars mulighed for tildeling af lejlighed på 84 m2 kan kun finde sted, når ventelisten er udtømt – såvel internt som eksternt – i forhold til enlige.
§ 2: Målsætning
Det er et mål for Seniorbofællesskabet Færgelejet, at beboernes gennemsnitsalder ikke overstiger 75 år. På den måde sikres det, at bofællesskabets aktive ressourcer fastholdes, såvel i forhold til manuelle som mere rekreative gøremål.
§ 3: Administration af ventelister
AB Holmegaarden ajourfører løbende ventelisten for den særlige venteliste, der er knyttet til Seniorbofællesskabet Færgelejet.
I forbindelse med visitationsudvalgets arbejde med ventelisten udveksles der data fra administrationen i AB Holmegaarden til visitationsudvalget.
§ 4: Forudsætninger for indflytning
Ved indflytning i Seniorbofællesskabet Færgelejet skal ansøger(e) kunne opfylde følgende krav:
Man skal være aktivt søgende på AB Holmegaardens venteliste for seniorbofællesskabet;
Man skal være fyldt 50 år. Ved par skal den ældste være fyldt 50 år;
Man må ikke have hjemmeboende børn;
Man skal acceptere at ville indgå i seniorbofællesskabets dagligdag som beskrevet i værdigrundlaget;
Man skal i ansøgningen gøre rede for, hvordan man aktivt vil kunne bidrage til seniorbofællesskabets fortsatte udvikling.
§ 5: Visitationsproces, udvælgelseskriterier og boligtildeling
Når en lejlighed bliver ledig, går følgende procedure i gang:
Intern fortrinsret: Det ledige lejemål tilbydes til andre lejere i seniorbofællesskabet – som stadig er aktive ansøgere til en lejlighed i Færgelejet – forud for anvisning fra ventelisten (jf. aftale mellem AB Holmegaarden og Nyborg Kommune).
Anvisning via ventelisten: Når pkt. 1 er afklaret, skriver AB Holmegaarden ud til medlemmer på ventelisten for seniorbofællesskabet med anmodning om at udfylde et spørgeskema – herunder skriftligt at acceptere Færgelejets værdigrundlag samt at tilkendegive, at man er villig til at deltage i fællesskabets aktiviteter.
Medlemmerne tilskrives jf. deres anciennitet på ventelisten. Hver anden gang indkaldes dog kun medlemmer under 65 år – både ift. lejligheder for enlige og ift. lejligheder for par. For par skal den ældste være under 65.
Skulle der ikke være ansøgere under 65 år til den pågældende lejlighedstype, indkaldes der ansøgere over 65 år til samme lejlighedstype – enlige eller par/samlende.
Det tilstræbes inden ansøgningsfristens udløb at indkalde alle interesserede ansøgere til et orienteringsmøde om bofællesskabet i Fælleshuset – med efterfølgende mulighed for at besigtige den ledige lejlighed.
Seniorbofællesskabets visitationsudvalg – bestående af mindst tre medlemmer af afdelingsbestyrelsen – nedsættes.
AB Holmegaardens administration fremsender ansøgningerne til visitationsudvalget fra de 10 ansøgere, der har højest anciennitet på ventelisten. Visitationsudvalget indkalder herefter ansøgerne til en visitationssamtale.
Ud fra samtalerne med alle indkaldte ansøgere udvælger visitationsudvalget den (de) ansøger(e), som passer bedst ind i Seniorbofællesskabet Færgelejet set i forhold til:
a. Værdigrundlaget for Seniorbofællesskabet Færgelejet
b. Seniorbofællesskabets aldersfordeling
c. Indpasning i fællesskabets mangfoldighed
d. Anciennitet på seniorbofællesskabets venteliste
Efter visitationssamtalerne meddeler visitationsudvalget skriftligt resultatet af udvælgelsen til AB Holmegaardens administration, som herefter sørger for, at lejekontrakt udfærdiges og underskrives.
Mentorordning: I forbindelse med indflytning af nye beboere i seniorbofællesskabet, tilbydes der en mentorordning, hvor en eller to af beboerne støtter og guider nye tilflyttere.
§ 6: Andre praktiske forhold
a. Ansøgere til en ledig bolig i seniorbofællesskabet, som af en eller anden årsag ikke ønsker at modtage en boligtildeling, eller som modtager et afslag, tilbageføres til ventelisten med uændret nummer.
b. Hvis administrationen fremsender tilbud til interesserede på ventelisten, og et medlem undlader at svare tre gange, vil medlemmet blive sat i bero.
c. Såfremt en lejlighed ikke kan udlejes til interesserede på seniorbofællesskabets venteliste, overgår udlejningen til AB Holmegaarden til udlejning på grundlag af boligorganisationens venteliste med skyldig hensyntagen til seniorbofællesskabets aldersfordeling, målgruppe og værdigrundlag.
Godkendt af organisationsbestyrelsen, den 8. august 2025
Godkendt af Nyborg Byråd, den 25. november 2025